01-06-2012 10:11:00
Justitsministeriets nyhedsbrev
Justitsministeriet onsdag d. 25. april 2012
Justitsminister forbyder kraftige luftvåben
Justitsminister Morten Bødskov har i dag udstedt nye regler, der forbyder kraftige luftvåben.
Udviklingen inden for fremstilling af våben har medført, at der i dag findes luftvåben på markedet, der kan være ligeså farlige som egentlige skydevåben. Disse luftvåben kan i dag købes frit af enhver over 18 år. Det sætter justitsministeren nu en stopper for.
Justitsministeren har i dag udstedt en ny bekendtgørelse om ændring af våbenbekendtgørelsen. De nye regler træder i kraft den 1. juni 2012 og fra dette tidspunkt vil det være forbudt at indføre, fremstille, erhverve, besidde, bære og anvende visse kraftige luftvåben, hvis ikke man har en tilladelse fra politiet, et jagttegn eller er medlem af en skytteforening.
Justitsminister Morten Bødskov udtaler:
”Det er alt for farligt, at de nye – og meget kraftige – luftvåben kan florere i samfundet, uden at politiet har hånd i hanke med, hvem der bærer dem, og hvor mange der er i omløb.
Derfor er det vigtigt, at politiet nu får kontrol med de kraftige luftvåben. Vi skal ligesom vores nabolande have de kraftige luftvåben ind under våbenlovens kontrolordning. Det betyder, at de kraftige luftvåben fremover vil kræve en våbentilladelse.
Jeg har samtidig lagt vægt på, at jægere og sportsskytter, der anvender luftvåben i dag, fortsat på en smidig måde kan erhverve og anvende de kraftige luftvåben til jagt og sport.”
De nye regler indebærer, at enhver fremover skal have en tilladelse fra politiet, et jagttegn eller være medlem af en skytteforening for at kunne anvende et kraftigt luftvåben.
Det er dog alene luftvåben, der har en særlig stor kaliber, der bliver omfattet af forbuddet. Luftvåben, der har en kaliber på 4,5 mm eller derunder kræver fortsat ingen tilladelse, og kan således fortsat erhverves og anvendes af enhver person over 18 år.
Med den nye bekendtgørelse vil de farligste luftvåben komme ind under våbenlovens kontrolordning og sidestilles med andre skydevåben. Dermed får politiet kontrol med de luftvåben, der kan være ligeså farlige som egentlige skydevåben.
Personer, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden er i besiddelse af et luft- eller et fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm kan fortsat besidde dette våben, hvis de inden for et år fra bekendtgørelsens ikrafttræden anmelder dette til politiet. Anmeldelsen sker ved at udfylde en blanket og sende blanketten til politiet.
Hvis en person, der ved bekendtgørelsens ikrafttræden allerede besidder et luft- og fjedervåben med en kaliber over 4,5 mm, ønsker at bære og anvende våbnet, skal personen have en våbentilladelse, et jagttegn eller få en våbenpåtegning på sit medlemsbevis til en skytteforening.
JUSTITSMINISTERIET SLOTSHOLMSGADE 10 1216 KØBENHAVN K TLF 72 26 84 00 FAX 33 93 35 10 EMAIL: JM@JM.DK