om Leveraction rifler

Mange fabrikanter har gennem tiden fremstillet levercation rifler eller bøjlespændere.

Der er fabrikanter som; Marlin, Whitney, Savage, Stevens, Bullard, Evens og O.M Robinson for blot at nævne nogle få tidlige. Winchester var dog blandt de første, og historien er interessant, selvom dette er en ultra kort version:


Volcanic karabin og pistol - de første Oliver Winchester var med til at sætte i seriefabrikation.

Historien starter i 1852, da Horace Smith & D.B.Wesson etablerede deres første virksomhed. De var optaget af at konstruere repetérpistoler og rifler.
Blandt mange konstruktioner, koncentrerede Smith & Wesson sig om "leveraction" pistoler. Vel at mærke i bagladeversioner. Alt andet, der fandtes dengang, var forladevåben.

De tekniske problemer var mange. Et af de helt store var fremstillingen patronhylstre, så de kunne holde og funktionere ordentligt. Det var en utrolig vanskelig og tidskrævende proces.

Da der blev ikke tjent nok til at fortsætte udviklingen af brugbare patroner, blev firmaet afviklet, d.v.s. at Oliver Winchester gradvis overtog virksomheden. Den gennemgik en turbulet periode, under navnene Volcanic Arms, New Haven Arms, Henry Repeating Arms for at slutte i 1866, som det vi kender i dag, Winchester Repeating Arms Co.

En pudsig detalje er, at Winchester er startet af Smith & Wesson, der iøvrigt fortsatte med en anden konstruktionsmæssig ide - de ville fremstille omdrejningspistoler, eller som vi kalder dem idag: revolvere.


Henry riffel, fremstillet af Uberti.

Den første brugbare riffel blev Henry-riflen. Den kom på markedet i 1862 - midt i den amerikanske borgerkrig. Der var behov for våben. Alle havde forladerifler og forlademusketter. En mangeskuds leveractionriffel var lige hvad mange ønskede sig.

Winchester 1866, fremstillet af Uberti

Den næste model blev M.1866 - også kaldet Yellow Boy, p.g.a., at låsestolen var fremstillet i messing. Kalibret var fortsat .44 Henry. Ligesom Henry riflen, blev M1866 fremstillet i utallige versioner - alt fra korte karabiner til lange rifler.

Udviklingen fortsatte med M.1873 modellen. Den fik et ekstra skub, da Colt i 1878 bragte kalibret 44-40 på markedet (.44 projektil og 40 grains sortkrudt i et centraltændt hylster.

Også dengang ville folk gerne have samme kaliber til revolver og pistol.
Ballistisk set er det ikke særligt praktisk. En riffel bruges på lange afstande - det kræver et kaliber med anderledes tekniske specifikationer end til revolver, der som hovedregel benyttes til beherskede afstande.

Winchester 1876, fremstillet af Uberti

I 1876 bragte Winchester en noget større ramme på markedet. Den var kamret for 45/75 patronen. Desværre kunne den ikke håndtere 45/70 med et projektil på 500 grains som Governmentversionen havde, til trods for, at krudtladningen var 5 grains højere i 45/75 med et 350 grains projektil.

Winchester 1885, fremstillet af Uberti

I begyndelsen af 1880´erne kom et afgørende teknisk og økonomisk vendepunkt for Winchester. Oliver Winchester mødte John Moses Browning og købte dennes rettigheder til enkeltskudsriflen, som Browning havde konstrueret og patenteret. Riflen er som Rugers No.1 riffel med bøjlelukke. Den fik meget stor kommerciel succes. Men hvad vigtigere var, samarbejdet blev etableret.

Browning konstruerede alle Winchesters våben de næste årtier. Det startede med Winchesters M.1886. En særdeles pålidelig og robust riffel med leveraction, der kunne håndtere alle slags store patroner.

Winchester 1886

Udviklingen fortsatte med de nutidige leveractionmodeller: M.1892, M.1894 og M.1895.

Også på haglgeværsiden blev Brownings konstruktioner anvendt, startende med M.1887, der er et bøjlespændegevær til haglpatroner. Dette blev efterfulgt af pumpkonstruktionen Winchester M.1897 - også et legendarisk gevær.

Winchester 1892, en lidt kortere lås og hermed til kortere patroner, end storebroderen M.94.


Winchester 1894.

Samarbjedet blev først brudt, da Winchester ikke ville betale royalties for at fremstille Brownings seneste konstruktion i år 1900. Det var Auto-Five - verdens første halvautomatiske haglgevær. Det var bestemt en fejl fra Winchesters side. Winchester havde været vant til at betale en engangssum for Brownings konstruktioner. Brownings argument var, når det regner på præsten, drypper det på degnen. Browning ville gerne have en lidt større andel i de successer, hans konstruktioner havde skaffet Winchester.


Winchester 1895.

Winchesterfabrikken i New Haven, Connecticut fortsatte indtil 2008. Desværre blev den lukket som følge af årtiers uenighed med fagbevægelsen.
Konstruktionerne består og navnet ligeså, så vi kommer til at se de klassiske modeller fremstillet hos Miroku i Japan i årene fremover.

Alle de afbillede modeller har været fremstillet i utallige modelvarianter. Rund pibe, ottekantet, kort og lang, halvt magasinrør og alle mulige skæftetyper, for ikke at nævne graveringer og kalibre. Nærmest et hav af varianter - det er der skrevet tykke bøger om.

Winchester 1887, replica.

Winchester 1897, replica med ladegreb ført tilbage - den mangler at blive lukket ved at føre forskæftet frem, så bundstykket og elevatoren kommer på plads.

Efterskrift. Kun de færreste er klar over, at Danmark var det første land i verden med at indføre leveractiongeværer. Det allerede 200 år før de blev "opfundet" i Amerika.


Kalthoff magasinriffel. Billede venligst stillet til rådighed af Statens Forsvarshistoriske Museum, Tøjhusmuseet.

Frederik III gjorde i 1650´ne brødrene Kalthoff til kongelige bøssemagere.
De fik til opgave at fremstille repetergeværer (benævnelsen dengang: kunstgeværer) til kongens drabantkorps.

Geværene skulle med en ladning (fyldning af magasinerne) kunne affyre 50 skud. Genladning blev foretaget ved en lever - eller en bøjlespændearm. Krudtdepotet er i skæftet og rundkuglerne i ladestokrenden. Antændingsmekanismen er en flintelås. Leveren skal føres frem med løbet opad og tilbage med løbet nedad. Bevægelsen er sideværts. Hermed er geværet ladt med endnu et skud klar til affyring.

Svært at forestille sig, et flintelåsgevær af repetertypen - ikke mærkeligt med navnet kunstgeværer.

Geværene og meget andet, kunne i et rigtigt godt udvalg beses på det tidligere Tøjhusmuseet (Nu Krigsmuseet). Altid et besøg værd, - men berøvet på historisk indhold som Drabanterns Kalthoffrifler. Vi var så heldige, her til lands, at vi en gang havde en af verdens allerbedste og bredeste våbensamlinger.

Tøjhusets eksperter havde bygget et flot hjemmesidesystem, - hvor alle de udstillede våben var afbilledet og beskrevet, - desværre kan vi ikke længere finde adgang til museets materiale. Vi håber at Nationalmuseet vil lægge oplysningerne ud på nettet igen.


Kalthoff magasinriffel. Billede venligst stillet til rådighed af Statens Forsvarshistoriske Museum, Tøjhusmuseet.

Varenr: om Leveraction